Johan Peter Lundorff er født d. 25. november 1895 i Vester Velling, som søn af Martin Lundorff og Magdalene Rasmussen.

Johan Peter havde 8 søskende og selvom han, i kraft af sin "stilling" som ældste søn, var udset til at arve faderens gård, gik hans egne ønsker i en anden retning. Frem for det sikre valg som gårdejer, ville han gerne omkring og se andre dele af verden og i en alder af 28, rejste han til Australien. Han sejlede fra Randers til U.K. den 11. november 1923, sejlede igen fra London den 15. november og ankom i Melbourne, Victoria Australien juledag 1923.

Han har selv beskrevet sine første 5 år "down under":
Jeg var 26 år gammel (det må være en fejl, han er født den 25.nov. 1895 og derfor må han være fyldt 28 undervejs imellem London og Melbourne), indfødt dansker og uddannet til eventuelt at overtage min fars gård, men jeg havde andre planer og ønskede at se andre dele af verden. Jeg bestemte mig for Australien og informerede min far om min hensigt. Hans svar var, "Jeg har ikke uddannet dig blot for at give det hele væk til et andet land" og den eneste hjælp jeg kunne forvente derfra var et "held og lykke". Alligevel foretog jeg de nødvendige forberedelser og bestilte billet hos "P & O Shipping Line". Biletten fra London til Melbourne kostede mig 33 pund. Jeg forlod Danmark den 11. november 1923 og sejlede fra London den 15. november. Jeg var nu undervejs og efter at have betalt for billetten havde jeg kun 12 pund tilbage. På skibet anbragtes vi i 8 personers kahytter, der hver bestod at to dobbelte køjer i hver side i "min kahyt" var vi to svenskere, to tyskere, to englændere samt to danskere. Der var ikke megen plads at røre sig på, men vi var der jo også kun for at sove.

Skibet ankom til Australien og lagde til i Melbourne juledag kl. 6 om morgenen. Kaptajnen ønskede os alle det bedste og tilføjede at "hvis der var nogen der ikke havde nogen venner og heller ikke skulle afhentes af nogen", kunne vi komme til julemiddag på skibet. Det passede mig fint. Jeg takkede kaptajnen og forlod skibet kl. 3 om eftermiddagen med min bowlerhat på hovedet, min taske i den ene hånd og en lille kuffert i den anden. Det var en meget varm dag. Jeg vidste at der var en "Dansk Klub" et aller andet sted i Melbourne, så jeg spurgte en politimand hvor jeg kunne finde den. Han forstod ikke hvad jeg spurgte om, men til sidst gættede han sig vist til hvad jeg spurgte om. Han fulgte mig op til hjørnet imellem Kings og Collin Streets, hvor den "Danske Klub" lå. De var ikke synderlig hjæpsomme i "Klubben", men alligevel sendte de mig afsted til Latrobe Street for at møde udgiveren af den Danske Avis, Mr. Fischman. Han ringede til nogen fra "Donald" og de indvilligede i at give mig et job. På det tidspunkt havde jeg kun 15 pence tilbage og Mr. Fischman gav mig 3 pund til rejsen til "Donald". Jeg boede helt gratis hos Frelsens Hær i King Street indtil den 27. december og jeg begyndte at tænke "at Australien alt efter alt ikke var så slem alligevel". For at spare de tre pund til biletten, besluttede jeg mig for at gå de 160 miles til "Donald".
Jeg forlod Melbourne med bowleren på hovedet og med min lille taske og min lille kuffert. Mit eneste søndags tøj var det jeg havde på, så jeg kunne ikke skifte til søndagstøj. Jeg gik 10 miles den første dag. Da natten faldt på, gik jeg ind på en farm og spurgte om ikke de havde noget arbejde jeg kunne udføre til gengæld for et måltid mad. Jeg sov i en høstak den nat. Efter at have tilendebragt ca. 100 miles til fods, var mine fødder meget ømme og mine sko syntes temmelig tynde. Jeg besluttede derfor at tage toget det sidste stykke ved til Donald.

Da jeg, den følgende dag, ankom til min destination byttede jeg min bowlerhat med en anden gammel hat. For som "farmeren" jeg byttede med sagde, var den vist mere egnet til "farmerlandet" end min bowler. Jeg begyndte nu at føle mig som en rigtig "Aussie". På dette tidspunkt var jeg "kun" 10 dage for sent på den til mit nye job. Jeg havde ingen penge tilbage og kunne kun tale den smule engelsk som jeg havde tillært mig undervejs. Det var jo ikke "rigsengelsk" men måske mere en slags "farmerengelsk", hvis du forstår. Jeg husker hvordan jeg stod der på gaden og følte mig træt og sulten. Jeg besluttede mig så for at gå ganske få miles udenfor byen for at forsøge mig om jeg havde mere held der. En mand kom, prikkede mig på skulderen og spurgte så om jeg var på udkig efter et job. Jeg kunne have kysset ham, men efter nærmere overvejelse nøjedes jeg med at give ham hånden. Han var tilfældigvis direktør for "Bank of Victoria" som nu hedder "State Savings Bank". Han tog mig med hjem, sagde at jeg kunne tage et bad og begefter lavede hans kone et godt måltid mad og redte op i god seng, hvor jeg kunne sove om natten. Det var den første "gode nat", jeg havde haft siden jeg forlod Melbourne.

Den næste dag, efter en god morgenmad, tog Mr. Peance (bankdirektøren) mig med lidt ned af gaden, hvor han købte 2 tæpper og et par "farmerstøvler" til mig. Så tog vi ud til hans farm der lå ganske få miles udenfor byen. Der spurgte han så sin søn om ikke han kunne give mig et job, og da han "manglede hjælp", fik jeg jobbet. Den næste dag anbragte Mr. Pearce Jr. mig på en "Binder" for at høste korn, og da det var noget jeg var vant til hjemmefra, var det et job der passede mig fint. Bossen var rigtig godt tilfreds med mit arbejde, så jeg begyndte at tro at jeg var "ejeren af farmen". Der var to andre medhjælpere ansat, og vi sov alle i den samme hytte. Jeg husker en lille spøg som "drengene" lavede med mig. De sagde til mig at når vi kom ind til morgenmaden og bossens kone sagde "God morgen Peter", skulle jeg svare, "Det er en pokkers morgen". Det var selvfølgelig også præcist hvad jeg gjorde og Mrs. Pearce spurgte "øh Peter, hvem har bedt dig om at sige sådan?" Jeg svarede, at det havde Jock, og de grinede alle sammen.

Jeg blev på farmen i 12 måneder, sparede alle mine penge sammen og besluttede mig for at drage nordpå. Jeg fortalte Mr. Pearce (bankdirektøren) om mine planer. Han var en smule ked af at slippe mig, men hvis det var det jeg ønskede, kunne han jo ikke stoppe mig. Jeg havde sparet 100 pund sammen og fik 25 pund i gave af Mr. Pearce.

I avisen havde jeg set, hvor regeringen havde "åbnet for nyt landbrugsland", i Murrayville District ganske få miles fra den Sydaustralske grænse. Jeg bookede mig ind på hotellet i Murrayville. Det er her "farmerne" kommer ind efter forsyninger om lørdagen og her de får sig en snak på Pubben henover et glas øl. Emnet, for deres snak, var mest omkring det nye land som regeringen havde åbnet for dyrkning (det såkaldte Sunset Country) which is 16 miles nord for Murrayville. Jeg havde en snak med en farmer, der allerede havde en farm deroppe og nu havde fået tildelt yderligere 640 acres. Vi lavede en aftale om, at jeg skulle rydde de 640 acres, og til gengæld skulle jeg have den første høst af hvede. Den følgende dag ankom jeg til hans farm. Vi tog til en butik i Pinaroo, hvor jeg købte fire heste til fire pund stykket, en Mallee Roller (krat rulle til at rydde krat med), en Tallerken Plov og en Frø Boret (til at så med). Da jeg kom tilbage dagen efter, var jeg klar til at starte arbejdet. Farmeren, Mr. Jones, viste mig hvor jeg skulle sove, det skulle vise sig at jeg skulle sove i et hønsehus med en "Canvas Partition". Jeg skulle sove i en hængekøje med en lærredssæk som hovedpude. Det var det eneste (temmelig primitivt), men det var da stadigvæk bedre end at sove ude i det fri, tænkte jeg.
Den første nat fik jeg ikke megen søvn, lopperne holdt mig vågen og det samme gjorde hanerne der vækkede mig kl. 03.00. Efter nogen dage, skulle Mr. Jones ind til en butik i Pinaroo, og han ville være væk i 3 dage. På det tidspunkt var hans kone var gravid, og hun kunne føde hvad tid det skulle være. Mr. Jones bad mig holde øje med hans kone, mens han var væk. For en sikkerheds skyld, gav jeg to af hestene i stalden seletøj på og havde vognen klar. Selvfølgelig skete der det, at kl. 11 om aftenen, bankede det på døren, og det var en af børnene der bad mig om at køre deres mor på hospitalet, som lå 16 miles væk.
Jeg spændte hurtigt hestene for vognen, hjalp Mrs. Jones op og skyndte mig afsted. Jeg var kun kommet omkring 3 miles, da hun blev dårlig og skulle føde. Jeg stoppede vognen, sprang hurtigt ind på bagsædet og hjalp babyen til verden. Jeg pakkede babyen ind i et tæppe og kørte hjem igen, hvor jeg lagde Mrs. Jones og babyen i seng. På det tidspunkt var kl. 3 om morgenen, og jeg vendte tilbage til mit "kammer" hvor jeg forsøgte at få en smule søvn.

Da jeg kom ind i huset den næste morgen, så jeg at Mrs. Jones var stået op og var i færd med at vaske hendes dejlige nyfødte dreng. Hun bad mig om at ride til den nærmeste nabo, der boede 5 miles væk, for at telefonere til doktoren. Han kom om eftermiddagen, undersøgte bådepatienten og hendes baby, og fandt at alt var som det skulle være. Han kom så over til mig og sagde, "Du kan få et job på hospitalet til enhver tid", men jeg afslog.

At bo i hønsehuset blev efterhånden uudholdeligt, så jeg flyttede ud, jeg lavede mig en lille lejr lige ved siden af en brønd hvor vandet var en smule salt, men ikke så ringe endda. Min madlavning og min vasken klarede jeg ude i det fri i en "Kerosene tin" (petroliums dunk) og jeg genbrugte vandet til at bade i. Jeg købte en klavertaske for 5 pund, dækkede den med "Iron sheets" (strøgne lagner) og anvendte den som soveværelse. Det var nok det mindste "lille hus" du nogensinde har set.

I løbet af de første 2 måneder, ryddede jeg de første 300 acres sandjord, herefter lod jeg det tørre og brændte det så af. Jorden var nu klar til at blive tilsået, jeg kiggede op imod himlen og håbede det bedste. Jeg var heldig og fik en god høst med 4 sække pr. acre i gennemsnit. Ikke så dårligt for noget helt nyt land. På det tidspunkt var min "pianotaske" ved at være en smule ledløs, så jeg købte en gammel maskine, der engang anvendtes til at høste hvede og en stor jernkasse på tre hjul. Jeg sov nu i den, og min pianotaske blev så anvendt som opbevarings rum. Jeg arbejdede seks dage om ugen, og søndagen blev anvendt til vasken og rengøring. Jeg gentog disse rutiner hele det kommende år, indtil jeg havde gennemført mit arbejde på resten af jordloddet, og igen var jeg heldig og fik en god høst.
Nu havde jeg gjort mit job færdigt og opfyldt min kontrakt, så jeg solgte mine heste til Mr. Jones og min lejr efterlod jeg, så en anden stakkels fattige farmer kunne bruge den. Jeg havde tjent 1.200 pund, hvilket ikke var så dårligt for 2 års hårdt arbejde. Jeg hentede mit "sæt tøj" hos Mrs. Jones, der havde gemt det til mig. Mr. Jones kørte mig så til Pinaroo, hvor jeg tog med toget til Adelaide. Jeg bookede mig ind på et hotel i King William Street, hvor jeg aftalte med direktøren, at han skulle gemme mit nye sæt tøj. Det var min mening at jeg ville tage til Alice Springs, hvor der var arbejde at få med at læsse vand til mændene, der arbejdede med den nye jernbane. De var ved at lægge spor fra Oodnadatta til Alice Springs.

Men desværre, da jeg endelig kom frem, viste det sig at regeringen selv havde overtaget arbejdet. Jeg besluttede så at tage til Alice Springs, for i en periode bare at se landet og snakke med folk. Jeg fandt snart at folk var ret så barske, men alligevel gode nok på bunden. Jeg tog så tilbage til Adelaide, hentede mit nye sæt tøj og tog toget til Melbourne. Her bookede jeg mig ind på Scotts Hotel, der på det tidspunkt var et af de fineste hoteller. Jeg nød mit ophold og kontaktede Mr. Fischman, der var glad for at høre, at jeg havde det godt, og at jeg havde klaret mig så godt oppe nordpå. Han præsenterede mig for en anden dansker og efter at have talt sammen, besluttede vi os for at blive partnere. Vi besluttede os for at købe en lille farm i nærheden af Dandenong. Vi forbedrede gården og forvandlede farmen til en moderne svinefarm, hvilket også inkluderede en swimming pool til svinene. Det var morsomt at se dem løbe til poolen på en varm sommerdag, man fik næsten selv lyst til at hoppe i.

Med tiden fandt vi ud af at farmen var for lille, så vi solgte den med en lille fortjeneste. Som investering, købte vi et hus i Balwyn, belånte det og købte en forretning i St. Kilda. Der mødte jeg en dejlig pige, som senere skulle blive min hustru. Min partner og jeg opløste så vores partnerskab, men jeg skal da lige nævne at vores forretning blev en stor succes.

Dette er så afslutningen på min beretning om mine første 5 år i Australien. Jeg har haft mine op og nedture, men jeg har aldrig fortrudt at jeg kom til dette land. Det er en sand beretning fra ende til anden.