Informationer

Kort over Søby
Søby, der er beliggende imellem Voldum og Skørring, lader til at have været centrum omkring Lundorff slægtens opståen. Kort over Vejrum/Lunddorp
Vejrum og den lille by Lunddorp lader til at have givet navnet til slægten Lundorff. Haraldslund.
Haraldslund gods, som herredsfogeden Jens Jensen Lundorff sikkert var fæstebonde til, kan den dag i dag ses omkring Trige/Århus.

Den store udvandring

Startskuddet til den store udvandring.

Man kan sige at startskuddet til udvandringen til Amerika gik, da den store hungersnød hærgede Irland i 1840'erne.
I året 1847 var der en meget alvorlig hungersnød i Irland. Den førte til at over een million mennesker døde af sult, og 2,5 mill. mennesker udvandrede for at undgå sultedøden. Dette skal ses i lyset af, at der på daværende tidspunkt var 8 mio. Irere i Irland, hvor der få år senere kun var 4,5 mio. tilbage. Der var flere årsager til, at det gik så galt. Een af årsagerne var, at man i Irland havde specialiseret sig i kartoffelavl (det frostfrie irske klima var det helt ideelle til kartoffelavl) - i de utallige småkårshjem i Irland var kartoffelen simpelthen hovedernæringen. Så da kartoffelskimmelen viste sig for færste gang i Europa, blev Irland ramt katastrofalt hårdt. Noget andet, som voldsomt forværrede katastrofen var, at den engelske regering, hvorunder Irland hørte på den tid, intet foretog sig for at afværge katastrofen - tværtimod: Man fastholdt, at skatter, afgifter, renter og afdrag m.v. skulle betales punktligt. En hær af pantefogeder udpantede alt hvad småkårsfamilierne ejede, og jog derefter familierne ud på landevejene, hvor der kun var sultedøden at vente. Af de 2,5 mio. Irere der udvandrede, tog langt hovedparten af dem til Amerika og de kom således til at udgøre et stort mindretal i mange amerikanske storbyer.

 

Loven om "homesteads" - gratis jord.

Allerede i 1852 var der fremsat forslag om en lov der gav gratis jord til indvandrerne, men forslaget blev "kvalt" af Sydstaterne, der var bange for at det ville styrke modstanden imod slaveriet. Da Sydstaterne gjorde oprær i 1861 afskar de sig imidlertid muligheden for atøve indflydelse i kongressen og i 1862 gennemfærte Abraham Lincoln loven om "homesteads", der betæd at enhver kunne få et jordstykke på 120 acres (ca. 50 hektar) gratis, hvis blot han dyrkede det i fem år. Den tilbudte jord lå i de store omræder mod vest, der stort set kun var beboet af indianere. Tilbuddet gjaldt lige indtil 1890 og det havde stor indflydelse på indvandringen fra Europa, hvor det var dyrt at erhverve sig en gård.

 

Fra 1840 til 1914 rejste således over 50 millioner europæere til Amerika. Indtil borgerkrigen var de fleste indvandrere kommet fra England, Skotland og Irland, men senere sluttede mange Skandinaver sig til. Fra Norge udvandrede ca. 750.000, fra Sverige over en million og fra Danmark omkring 350.000. Fra 1880'erne bredte udvandringen sig til andre egne. Færst til det centrale Europa og Italien og siden til Rusland.
Indvandringen kulminerede i årene 1900 til 1914, hvor omkring 1½ million mennesker hvert år indvandrede i Amerika. På det tidspunkt kunne man ikke længere få gratis jord. Til gengæld var der store muligheder i byerne hvor industrien med begejstring tog imod de mange fattige indvandrere, der var villige til at gå for en meget lav løn.

 

En anden begivenhed der satte skub i udvandringen til det nye land, var at der blev fundet guld i Californien.
I Europa, og dermed naturligvis også i Danmark, satte det gang i rygter og historier som næsten ingen ende ville tage. Alle havde pludselig hørt om en der var blevet "hovedrig" i det nye land, og var kommet hjem derfra som den helt store "sejrherre". Det var naturligvis noget der kunne sætte gang i fantasien og i mange år var det en drøm for mange landarbejdere og håndværkere.

Når udvandringen blev så stor i årerne efter borgerkrigen, skyldes det ikke kun de lokkende tilbud om gratis jord. Selve rejsen dertil var også blevet langt lettere. I 1830'erne og 1840'erne rejste man med sejlskib og rejsen tog da mindst en måned, hvor rejsen dertil nu kunne foretages med dampskib på kun 10 dage.
I landende hvorfra folk udvandrede blev det hele efterhænden også sat i system. At være agent for udvandring var stort set lige så almindeligt som det er i dag at være forsikringsagent. Disse agenter særgede ikke kun for selve rejsen til Amerika, de sørgede også for den videre transport ind i landet og kom med forslag til hvor folk kunne finde arbejde eller erhverve sig jord. Agenterne var betalt af de store dampskibsselskaber, som skulle have fyldt deres skibe og af jernbaneselskaberne i Amerika der skulle sælge den jord de havde fået af regeringen (for at anlægge jernbanerne).
Rederierne nøjedes ikke blot med almindelige agenter, de brugte også "yankee'er". Yankee'er var folk der allerede havde slået sig ned i Amerika og som fik en gratis billet til hjemlandet mod at få andre til at rejse. Det er jo klart at disse Yankee'er gjorde et langt større indtryk, de havde jo allerede været i Amerika og vidste åledes hvad de talte om.

 

Endnu i 1861 boede der kun 31 mio. mennesker i Amerika. Blot 29år senere – i 1890 – boede der 63 mio. Tallet var i 1900 vokset til 75 mio. og i 1914 ca. 100 mio. mennesker. Indvandringen foregik stort set uden begrænsninger af nogen slags.
Indvandrerne skulle dog undersøges for sygdomme på øen Ellis Island, tæt ved frihedsgudinden. Undersøgelsen tog blot ganske få sekunder og kun ca. 2 procent blev sendt tilbage.