Frederik Lundorff fødtes den 4 september 1842 i Horsens som søn af Christian Lundorff og dennes samlever (senere hustru) Maren Rasmusdatter. Efter faderens død i 1852 kom Frederik i pleje hos sin farbror Jens Lundorff og dennes hustru Mette Marie Reinholdt, der var bosat i Vejrum, udenfor Randers. Senere gifter Frederik sig med Jensine Claudine Nielsen og i perioden imellem 1865 og 1890 får de ikke mindre end 18 børn, hvoraf de to dør som ganske små.
Jensine dør i 1907 63 år gammel.
Frederik er aktiv murer indtil han bliver 90 år gammel og dør i 1936 på Rødkjærsbro plejehjem i en alder af 93.
Med Frederik og Jensines 18 børn vokser slægten voldsomt i løbet af de kommende generationer. Det er jo ofte sådan at når man selv kommer fra en større børneflok, er man selv tilbøjelig til at få mange børn, og her er Frederik og Jensines børn og børnebørn ingen undtagelse. Hvis Frederik og Jensine en dag skulle finde på at invitere alle børn og børnebørn, ville de blive 82 mennesker til sammenkomsten, og tog de oldebørnene med måtte de dække op til ikke mindre end 213.

En af Frederik Lundorff's sønner fortæller:
"Min far var murermester og drev dette håndværk til han var ca. 90 år gammel. Han murede på Vindumovergaard, og fra kirken derovre, hvilken han forøvrigt havde gjort i stand, stammer følgende historie. Der var altid spektakel i kirken om natten, og det kunne folk jo ikke forstå, de troede at det var spøgeri, men så engang min far var ovre at mure på en brandtomt, fortalte han, hvordan det egentlig var med den spektakel. Han var først opppe at undersøge kirken, og han fandt så ud af at en af jernlemmene for glughullerne sad løs, hvorfor den peb når det blæste, og det var den lyd, der fik folk til at tro at det spøgte på kirkegaarden. Da min far så fik lemmen sat fast, var det slut med spøgeriet.
Der var også en anden gang min far var ovre på Vindumovergaard for at lave en ny skorsten. Der var godtnok en skorsten i forvejen, men den var med åben ildsted, som det brugtes dengang, og den nye ejer af gaarden ville så have skorstenen lukket. "Men sagde han til min far, der hænger en klipfisk oppe i skorstenen, og den må De endelig hænge derop igen, for ellers bliver der sådan en spektakel, at vi ikke kan sove om natten". Det kunne min far ikke forstå, men manden sagde. at de havde taget klipfisken ned engang, og da blev det, som han sagde. Min far murede så skorstenen, og imens var klipfisken, der forøvrigt var udskåret af træ og hvilken man brugte dengang for at holde troldtøj væk, taget ned. Da så skorstenen var færdig, og den eneste åbning til den var renselågen forneden, puttede min far ligeså stille klipfisken i sin taske, og så var det også slut med spøgeriet her, men folkene på gården anede jo ikke noget herom.
Min mor blev kun 63 år gammel. Vi var 16 børn hjemme og det var jo en anseelig flok, så vi blev talt om aftenen, for at far og mor kunne se at vi alle var der. Under den forrige krig hed den tyske overgeneral Lundendorff, og så var der proprietær Blak nede på Fjerumgaard, han kom så tit op til mig, og en dag sagde han til mig : "Nå, deres fætter vinder sgu krigen", hvortil jeg svarede, "Nå det kan jeg ikke tro, men han er da heller ikke min fætter". "Er det ikke Deres fætter, jo gu er det så, for De er da tysker". Ja, jeg mente jo nok, at jeg stammede fra Tyskland, men derfor var det jo ikke sikkert at han var min fætter.
Jeg lærte selv skrædderfaget hos en mand der hed Kræn Knap, og senere var jeg nogle år i Randers som svend. Min oldefar var guldsmed i Horsens, og han havde kun 2 børn, nemlig min far og så skomageren i Tvingstrup. Han havde 2 børn, hvoraf den ene var ved banen på Fyn, hvor han senere blev dræbt. Hvor mange børn han havde ved jeg ikke. Den anden søn var skomager i Tvingstrup ved Horsens, og han havde, så vidt jeg ved, kun 1 barn.

Et barnebarn, Poula Lundorff, har skrevet følgende om sin bedstefar Frederik Lundorff :
"Nøjsomhed og flid, prægede ham, og han var meget agtet og afholdt på egnen. Selv i sin alderdom tog han tasken over skulderen og gik ud til sine venner og arbejdede, kalkede huse og hjalp dem
Særlig meget kom han til Thorsagergaardene. Jeg stod ofte som lille pige, ved den hvide bro i timevis og ventede på ham, til jeg kunne høre hans trin i det fjerne. Så fulgtes vi ad, hånd i hånd, hjem." (Et barnebarns tak, ord og minde). Poula Lundorff

I festskriftet for Vejrumbro forsamlingshus 100 års jubilæum står følgende:
"År 1885 d. 5 maj, gav Frederik Lundorff tilbud på murerarbejdet, af forsamlingshuset i Vejrum, blandt følgende: Jens Peter Christensen, Hersom 315 kr Frederik Lundorff af Veirum 350 kr Peder Christensen Stærk, Veirum 390 kr Mure Klinge, Viborg 475 kr Bestyrelsen af det nye forsamlingshus modtog tilbudet fra Frederik Lundorff". Kilde: Vejrumbro forsamlingshus 100 år 5 April 1885 - 1985.