Elisabeth Marie Lundorff fødtes den 1. juni 1876 i Vejrum sogn som datter af Frederik Lundorff og Jensine Claudine Nielsen. Allerede som 10 årig kom hun ud og tjene som "gåsepige" i Vester Velling og som 16 årig tjente hun på en gård hvor de avlede hør. Som 86 årig skrev Elisabeth Marie Lundorff nogle erindringer om hende selv og hendes mand.

Elisabeth Marie Lundorff gifter sig i 1898 med Jens Peder Andersen som enten er eller bliver mælkekusk. I kapitlet omkring "Hans Christian Lundorff" kan vi se at han kørte med mælk mens han såede på heden og passede sin murergerning, så mon ikke han netop har kørt mælk sammen med Jens Peder Andersen.

Elisabeth Marie Lundorff blev døbt d. 17. september 1876 i Vejrum kirke, faddere var : Else Marie Hansen af Viborg. Gårdmand Frederik Eriksens hustru Maren Sørensdatter af Snigstrup. Gårdmand Rasmus Christensen af Vejrumholt. Gårdmand Jens Peter Sørensen af Fuglsang. Møller Jesper Frederiksen af Bromølle.

Helga Andersen fortæller:
Elisabeth Marie Lundorff og Jens Peder Andersen har boet i Stokbro i 42 år. Ejendommen var, da den blev købt på 10 tdr. land og besætningen på 2 køer og 4 får. Der blev siden tilkøbt 5 tdr. land og besætningen blev udvidet til 12 kreaturer.

Elisabeth Marie Lundorff har i en alder af 86 år skrevet fælgende erindringer om sig selv og sin mand Jens Peder Andersen:
Som 12 årig i 1888 skulle jeg trække får fra heden og ud i fælden, de skulle have nyt reb og klaptræer. Jeg havde en gammel mand ved navn Hans til at hjælpe mig. Jeg trak fårerne ud i Stampekær, der var der mange tørvegrave, så kunne vi bedre fange dem, men da Hans ville fange vædderen, skubbede den ham i en tørvegrav hvori der var noget vand, jeg skreg så højt at karlen hørte det, han kom løbende med hestene og de fik Hans trukket op. I 1892 tjente jeg på en gård hvor vi avlede hør.

Elisabeth Marie Lundorff fortæller videre:
Vi kærnede selv smør, for ikke alle ville i mejeriet, margarine kendte vi ikke. Når køerne var på græs, fik vi smør i gryden, smørret blev sat ved den side mændene sad, så kunne vi ikke nå det over det store grødfad. Allerede som 10 årig kom jeg ud at tjene, jeg begyndte som gåsepige i Vester Velling, og jeg kunne også hjælpe til med kreaturerne. Min moster Gine, tjente samme sted, så hun hjalp mig med at holde mit tøj i orden. Jeg gik i skole hos lærer Kristensen 2 halve dage om sommeren og 4 hele dage om vinteren. Jeg var i Vester Velling til jeg blev konfirmeret af pastor Svend Momme i Skjern kirke. Derefter kom jeg til Fiskbæk hvor lønnen var 25 kr. for et år. En gang om ugen gik jeg til Hjarbæk for at hente fisk. De var levende, så jeg havde dem i en pose, de kostede en krone og vi havde nok til 3 dage. Efter at jeg havde været i Fiskbæk flyttede jeg tilbage til Vester Velling hvor jeg fik plads på en lille gård der lå lige ved kirken, jeg ringede solen op hver morgen og ned om aftenen, gårdmanden fik betaling af kirketjeneren, da denne boede langt fra kirken og havde besvær med at komme der hver morgen og aften. Dengang levede folk af deres egne produkter, jeg slagtede 2 får og 2 lam, og støbte lys af talget, vi bagte og bryggede øl. Der var ikke megen renlighed dengang, vi spiste af et stort fad og skeer og gafler blev sat i vindueshasperne, så der var ingen stor opvask. Om sommeren skulle vi passe marken og om vinteren skulle vi karte og spinde. Den højeste løn jeg fik var 125 kr., 2 pund uld, blålærred til 2 særke og 1 par træsko, dette var lønnen for 1 år.

Om sin mand Jens Peder Andersen fortæller Elisabeth Marie Lundorff:
Jens Peder var kun 9 år gammel da han kom til Albæk for at tjene, derefter var han ikke hjemme mere. Han gik i skole 2 halve dage om sommeren og 4 hele dage om vinteren, blev de hjemme skulle de betale 6 øre i mult. Jens Peder var i den samme plads indtil han blev konfirmeret, det blev han ved en præst som hed P.D. Rotbøl. Havde en af konfirmanterne våde fødder når de kom til konfirmationsforberedelse, fik de præstens strømper på, medens deres egne blev tørret, der var hverken gummistøvler eller cykler at køre på, de kom i et par træsko lige fra kostalden.
Efter konfirmationen skulle han have plads. Der var dengang folkemarked d. 1. november i Randers, her kom alle de unge mennesker hen og så kom gårdmændene og så på dem og spurgte hvor gamle de var, hvor de kom fra og hvad de kostede. Var lønnen de forlangte så for stor, gik de til den næste. Var der mange unge var lønnen ikke ret stor, de skulle jo have plads.
Jens Peder kom til Vester Velling. Om vinteren var han tøndtærsker, d.v.s. han tærskede kornet med plejl. Han fik betaling for hver tønde korn, så var han herre over sig selv, og kunne tage sig en fridag når han ville. Han fik kost og logi. Om sommeren deltog han i alt arbejde, brugte leen både til hø og korn, det var hårdt arbejde for de unge dengang.
Han var knap 21 år gammel da vi blev gift og fik arbejde på cementfabrikken Dania. Der arbejdede 400 mand og kvinder, mange kom gående langvejs fra, nogle havde en lille ejendom, og for at tjene lidt ekstra havde de taget det job på cementfabrikken, de arbejdede 10 timer til 26 øre i timen. Jens Peder var koksbrænder, det gav lidt mere han fik 900 kr. om året. Her var han i 6 år, hvorefter vi flyttede til Stokbro hvor han fik en mælkerute og kørte mælk til Thisted mejeri hver dag. Til at begynde med fik han 2 kr. om dagen, det steg lidt hvert år til 6 kr. om dagen. Det var mange penge dengang. Jens Peder havde mælkeruten i 18 år, og han var ked af det den dag da en anden overtog den.

Elisabeth Marie Lundorff gifter sig d. 2. december 1898 i Vejrum kirke med Jens Peder Andersen, søn af telefonarbejder Anders Andersen og hustru Ane Olesen.

Jens Peder Andersen blev døbt d. 29. april 1877 i Auning kirke, faddere var:
Væver Niels Mikkelsen.
Husmand Jens Kristensen Møller.
Skrædder Kristen Jensen.
Jens Kiistensen Møllers datter.
Væver Nielse Mikkelsens hustru.
Alle af Auning mark.

Jens Peder Andersen var husmand og mælkekusk i Stokbro, han døde d. 4.januar 1958 i Vejrum.

I håndbogen for danske lokalhistorikere, står der følgende om behandling af hør:
"Når hørren var moden, blev den rusket d.v.s. rykket op og bundet i knipper der blev sat til tørring to og to. Derefter blev den kørt hjem, og nu blev frøhusene (knevel) revet af på en hørribbe, en stor kam med jerntænder, der var fæstet i en stolpe under arbejdet. Frøene var en kostbar handelsvare, Så blev hørrene atter bundet i knipper, der blev lagt ud i en vandgrav eller mose under vand for at røde. Efter et par ugers forløb blev hørren taget op og bredt ud på en stub- eller græsmark for at tørre og derefter kørt hjem. For at få taverne af skulle den brydes eller brødes i en hørbrøde, efter at den var godt tørret i en ovn eller på stænger over en hørgrav, hvori der blev fyret. Denne brydning, nogle steder kaldte man det at brage, blev i reglen udført af mandfolk, hvorimod det var kvinderne, der skættede hørren bag efter med en skætte eller skaghånd på en skagfod for at få tarverne af. Tilsidst blev den heglet på en hørhegle, d.v.s. en træplade med en mængde lange ståltænder. Når den var færdigbehandlet, blev den i passende håndfulde snoet og formet i smukke hørkranse og var så færdig til spinding og vævning. Affaldet, der kaldtes blaar, blev også spundet og brugt til grovere vævning."