Om hjemmesiden "familienlundorff.dk"

skrevet d. 5. april 2021

Mit navn er Lars Bo Lundorff, og jeg er 13. generation efter "Lundorff slægtens" tidligst kendte ane, Peder Pedersen. Min bedstefar var murermester Rasmus Lundorff, der var nummer 11 fra den store børneflok på i alt 16, som mine oldeforældre, Jensine Claudine Nielsen og Frederik Lundorf, fik i årene 1865-1889.

I 1961 fik min far, Aage Lundorff, sammen med andre familiemedlemmer, udarbejdet en slægtsbog i samarbejde med ”Dansk Slægtshistorie, Kjellerup”. Ved min fars død i 1995, fik jeg et eksemplar af denne slægtsbog, og det var her min interesse for slægten opstod. For adskillige år siden begyndte jeg arbejdet med denne hjemmeside. Jeg blev aldrig rigtig færdig med det, men nu har jeg genoptaget arbejdet og håber denne gang på at få det færdiggjort.

Set fra stor højde omhandler hjemmesiden tiden fra slægtens ældst kendte ane Peder Pedersen, der var herredsfoged i Framlev herred fra omkring 1547 til 1587/88. I de første år derefter bevæger vi os i området imellem Randers og Århus med stednavne som Borum, Hvilsted, Voldum og Framlev. I de første år er det anerne til Elisabeth Knudsdatter Smerup, der i starten af 1700 tallet gifter sig med Jens Jensen Lundorff, vi beskæftiger os med. I slægtsbogen er anerne til Elisabeth Knudsdatter (senere Lundorff) beskrevet ganske anderledes, men min storebror, Leif Lundorff, fandt informationer for en del år tilbage, som med sikkerhed ”beviser”, at det er beskrivelsen her på hjemmesiden, der er den korrekte. Dette fordi de er nøje beskrevet i "En gammel Herredsfogedslægt fra Borum" trykt i Østjysk Hjemstavnforenings årbog fra 1944, samt i en bog om herredsfogedslægter skrevet af Kirstin Nørgaard Pedersen.

Helt frem til 1842 følger vi kun en meget smal del af slægten, men netop i 1842 tager slægten et kæmpehop, da Jensine Claudine Nielsen og Frederik Lundorff får i alt. 18 børn, hvoraf 2 dog dør meget tidligt. De resterende 16 børn får selv mange børn, og af slægtstræet fremgår, at såfremt Frederik og Jensine en dag havde inviteret alle børn og børnebørn til en sammenkomst, ville der være dukket 82 personer op, og havde de også inviteret oldebørnene, måtte de have dækket op til ikke mindre end 213 kuverter. Det er dog ikke undersøgt om alle 213 var levende på samme tid, men det er nu alligevel en sjov tanke.

Jeg håber, at i alle vil få fornøjelse af at læse om jeres forfædre, og om hvordan deres liv formede sig engang for mange år tilbage. Lundorff slægten er en stor slægt, og de enkelte personer har således bestredet mange forskellige erhverv. Her er herredsfogeder, borgmestre, ridefogeder, præster, fæstebønder, murermestre, skræddere, gårdejere og meget andet.

Læs for eksempel historien om Johan Peter Lundorff, barnebarn efter Frederik (1842) og Jensine.
Han pakkede sine ejendele og udvandrede til Austalien i 1933. Han har skrevet en beretning om sine første 5 år ”downunder”, og jeg skal da lige love for, at han har prøvet lidt af hvert. Han agerede jordemoder, da han i hestevogn skulle fragte sin arbejdsgivers kone til hospitalet, og hun pludselig skulle føde 3 miles senere. Han har haft bolig de sjoveste steder – blandt andet i en pianokasse, og før det i et hønsehus der, udover at være fyldt med høns, også var fyldt med hønselopper.
Eller historien om Nels Lundorff der udvandrede til U.S.A i 1911, hvor han ernærede sig som løsarbejder i mange år, inden han blev farmer og senere bankdirektør. Han blev stamfader til en stor gren af familien Lundorff, som den dag i dag lever i U.S.A., primært i Minnesota.
Der er også historien om, Elisabeth Lundorff og hendes mand Jens Peder Andersen. Elisabth kom ud at tjene som ”gåsepige” allerede som 10 årig, mens Jens Peder der kom ud at tjene som 9 årig og senere blev husmand og mælkekusk.
Eller historien om murermester Frederik Lundorff der sørgede for, at det ikke længere spøgte ovre fra Kirken ved Vindumovergaard. Han gentog kunststykket, da han skulle ordne en skorsten ligeledes ovre på Vindumovergaard. Der hang en ”klipfisk” udskåret i træ, hvilken man brugte dengang for at holde troldtøj væk. Beskeden til Frederik var, at den skulle han lade hænge, for der blev en farlig larm, når den ikke var der …… men, men (læs det selv).

Umiddelbart går langt det meste på hjememsiden kun frem til 1961, hvor slægtsbogen jo som bekendt sluttede, men jeg håber på, at jeg med tiden, bliver i stand til at tilføje de nyere generationer også. Til det får jeg naturligvis brug for assistance fra ”slægtens nulevende efterkommere”, og jeg regner således med at udvide siden her med en blog, hvor folk kan lægge informationer ind, som jeg så vil efterkontrollere og efterfølgende lægge ind.

Hvis i vil finde et godt sted at starte på familienlundorff.dk, er mit råd at vælge et af de nedenstående seks billeder. Er det 1. gang i besøger hjemmesiden, vil det nok være en god ide, at starte med det allerførste billede ”1500 tallet – de allertidligeste”. Husk på at det er altid muligt at arbejde sig frem og tilbage i slægten ved at anvende de links, der er på den side, man til enhver tid står på. På dette link - nyt på hjemmesiden - kan du se, hvor langt jeg er kommet, og hvad der er kommet til af nyt.

Tusind tak fordi i vil bruge jeres tid på at læse om slægten og god fornøjelse med det!

Hvis nogen måtte have kommentarer til hjemmesiden, er i velkomne til at skrive til larsbo_lundorff@hotmail.com

Lars Bo Lundorff (foråret 2021).

1500 tallet
De allertidligste - en forhistorie
1600 tallet
Jens Lauritsen Lundorff
1700 tallet
Podemester, Jens Jensen Lundorff
1800 tallet
Guldsmed, Christian Lundorff
1900 tallet
Ikke færdigt endnu
2000 tallet
Ikke færdigt endnu